fredag den 14. marts 2008

Lever du i nu'et?


Af: Marian Prestage

Du kender det sikkert. Du står og taler med en person og opdager, at du egentlig slet ikke lytter efter, hvad han siger, men er i fuld gang med at lave en mental indkøbsseddel til den middag, du skal lave lørdag. Eller måske tænker du på de kløgtige ord, du selv skal fremføre bagefter.

Det handler om nærvær. Kunsten at kunne være til stede i det, du laver lige netop nu, fx læse en artikel, lægge børnene i seng, skrælle kartofler eller lytte til kollegaens historie.

”Når du står med et ben i fremtiden og et ben i fortiden, tisser du på nutiden”, er der én, der nok så poetisk en gang har udtalt. Med 100 ting i hovedet og endnu flere på skrivebordet kan det være en udfordring at være 100% til stede i nu’et. Hvor tilbringer du mest tid – i nu’et, fremtiden eller fortiden?

90% genbrugstanker
60.000 separate tanker siges vi at have i løbet af en dag (og omkring 90% er de samme tanker, som vi havde i går!). Så er det måske ikke så mærkeligt, at vi kan have svært ved at holde fast i nu’et og ryger ud på et sidespor.

Nærvær er at være til stede i nu’et. Og nu’et er det, der er! Nærvær er altså at være til stede i det, der er. Og fordi vi som mennesker har evnen til at tænke i alternativer til det, der er, kan vi være fraværende. Er du forvirret – så er her en øvelse:

Nærvær er noget, du mærker. Den nemmeste måde at føle nærvær på er at gøre noget, som overskrider din grænse for, hvad du tør. Det kan være at springe fra 3-meter vippen eller holde en slange i hænderne, eller hvad der nu udfordrer dig. Prøv så at holde et øjebliks pause i situationen (mens du holder slangen!), hvor du overhovedet ikke tænker på i går eller i morgen, men er 100% til stede i oplevelsen. Det er nærvær.

En anden og mindre ”farlig” øvelse er at gå langsommere, når du næste gang bevæger dig til fods på gaden eller ude i naturen. Vi har ofte en tendens til at skrue tempoet op og gå hurtigere, end det egentlig falder naturligt. Find det tempo, der føles ubesværet for dig. Det er også nærvær.

Frem og tilbage er lige langt
Jeg har ofte prøvet at gå fra fx køkkenet til vaskerummet for at hænge tøj op, men så griber jeg lige vandkanden for at vande en blomst på vejen, og på vej hen til blomsten så samler jeg lige avisen op fra gulvet… Ja, du kan selv digte videre. Det bliver man faktisk rundtosset af, men når man gør hver enkelt opgave færdig – hver for sig – så sparer man tid, frem for at være i gang med 3-4 opgaver på én gang. Og det er svært at være nærværende, når man ikke koncentrerer sig rigtigt om én opgave ad gangen.


Buddhistiske munke har en simpel teknik til at fastholde nu’et og være nærværende. Når de skal udføre en opgave, fokuserer de på opgaven inde i hovedet. På vej fra et sted til et andet kan de fx sige for sig selv ”går, går” eller, mens de spiser, ”spiser, spiser”. Det lyder meget enkelt og er simpelthen med til at fastholde fokus, så de ikke blive sidetracked.



Auto-piloten slår til
Vi går i ”auto-pilot” i mange af de ting, vi foretager os, fordi det er en vane. Vi har gjort det så mange gange før. Tænk på dengang, du lærte at cykle, og hvor naturligt det falder dig i dag. Du tænker ikke på, at du skal holde balancen og træde i pedalerne. Du gør det bare. Prøv at kaste auto-piloten af dig for en dag og mærk, hvordan det føles at cykle, som var det første gang, du mestrede kunsten. Så bliver man som barn igen. God tur ud i nu’et!


Forfatter resurse box e:-> Om skribent og coach Marian Prestage, direktør for Bliss Coaching:

- Certificeret life- og business coach, NLP-practitioner

- Cand.mag. i engelsk og internationale forhold

- 10 års erhvervserfaring med formidling, kommunikation & sprog

- Website: www.bliss-coaching.dk

- Blog: http://ivaerk07coach.blog.com/


Article From Gratis Artikler

Ingen kommentarer: